Forebyggelse af radikalisering, miskendelse og muslimsk minoritetsidentitet

Abstract

Radikale muslimer udgør en meget lille minoritet i minoriteten i Danmark. Ikke desto mindre er der stor politisk bevågenhed omkring fænomenet radikalisering, og en række tiltag er iværksat for at forebygge radikalisering – tiltag som kan synes rettet mod specielt unge muslimer. En præmis for mange præventive tiltag mod radikalisering, herunder mange af tiltagene i regeringens handlingsplan på området fra januar 2009 er, at radikalisering ofte er et produkt af oplevet miskendelse fra det omgivende samfund. Derfor sigter flere af tiltagene, som f.eks. antidiskriminationskampagner, øget medinddragelse, rollemodeller, dialogaktiviteter m.m., mod at forebygge radikalisering ved at mindske vækstgrundlaget i form af oplevet krænkelse. Denne artikel spørger, om nogle af disse tiltag via deres formulering, politiske præsentation og implementering kan være med til at forstærke, snarere end inddæmme oplevelser af manglende anerkendelse hos modtagergruppen. Sagt på en anden måde, så undersøger artiklen, teoretisk såvel som empirisk, holdbarheden af nogle af de antagelser om forandring, som ligger bag den forebyggende indsats mod radikalisering. Artiklen behandler disse spørgsmål ud fra teoretiske betragtninger om forholdet mellem miskendelse, protestadfærd og (radikal) identitetskonstruktion. Det empiriske materiale, som artiklen bygger på, stammer fra en større interviewundersøgelse foretaget blandt unge muslimer i Århus. Artiklen argumenterer for, at en stor gruppe af de unge muslimer i interviewundersøgelsen opfatter den forebyggende indsats mod radikalisering som udtryk for generaliserende miskendelse og mistænkeliggørelse af muslimer, og der derfor eksisterer en fare for, at tiltagene, imod hensigten, kan føre til øget mistillid, afstand og oppositionelle identiteter.